Vi bevæger os gennem de fem rytmer; flowing, staccato, kaos, lyrisk og stilhed og oplever den transformation af energi, stemning og tilstand både fysisk og mentalt, som dansen giver. Hver gang er formen den samme, men oplevelsen altid forskellig.
Man kan også kalde det en meditation i bevægelse.
De 5Rytmer® adskiller sig fra andre bevægelsesformer, da det ikke handler om at presse kroppen ind i en koreograferet form, men istedet at finde sin egen rytme og udtryk. Det er en dans indefra og ud. Det fine er, at vi altid danser efter den samme form og struktur, så man skal ikke koncentrere sig så meget om, hvad man skal. I stedet kan vi dykke ned i, hvad vi oplever og hvordan de enkelte rytmer lander i vores krop.
De 5Rytmer® er skabt af Gabrielle Roth og undervises kun af lærere der har gennemgået 5Rhythms® Teachers Training i USA. Dans har været brugt til ceremonier, rituelle og spirituelle handlinger i alle oprindelige kulturer og 5Rytmer hviler på den tradition.
Alle kan deltage, det kræver ikke man kan danse. Du skal bare medbringe din nysgerrighed og villighed til at bevæge dig. Kom i behageligt tøj, dans i bare tær eller med bløde indendørssko og medbring en vandflaske.